Historien om Benjamin

Skrevet 24. juni af Dea Andersen. Foto: Benjamin Media

Hvor kommer vi fra?

Historien om Benjamin tager sin begyndelse i Århus i 1987, hvor firmaets stifter Svend-Aage Nielsen og en partner udgav små bøger med vejledende brugtpriser til brug i autobranchen.

I sommeren 1989 kontaktede Johnny Laursen, en 24-årig forsikringssælger og officer af reserven, det lille bilbogsforlag, der på daværende tidspunkt havde til huse i Svend-Aages  kælder i Århus.

Johnny Laursen havde sparet 100.000 kroner op, og det var mange penge dengang! Og også penge nok til at købe Svend-Aages partner ud. Bilbøgerne blev til Bilmarkedet, et rubrikannonceblad, der blev solgt en gang om måneden for 12 kroner. Men snarrådigt fandt de to ud af, at hvis de lavede nogle sider redaktionelt stof i Bilmarkedet, ville Post Danmark ekspedere Bilmarkedet væsentligt billigere - og dermed så Bil Magasinet og firmaet Bil-Index dagens lys.

Første nummer af Bil Magasinet kom på gaden i 1991 og udgjorde sammen med Bilmarkedet forlagets repertoire helt frem til 1997. Efterhånden blev firmaet så stærkt omkring biler, at man besluttede at gå nye, men dog genkendelige, veje og ideen om herremagasinet M! blev født.

Samtidigt købte Johnny i al fordragelighed Svend-Aage andel af firmaet og flyttede magasindelen til København for at være tættere på annoncører og samarbejdspartnere. I samme åndedrag skiftede forlaget navn til Forlaget Benjamin. Bil Index var ikke rigtigt dækkende længere, og en "Benjamin" er som bekendt den lille i flokken (af magasin-forlag). Det er den officielle forklaring, men det har helt sikkert også spillet en væsentlig rolle, at Svend-Aages trofaste dalmatiner, Benjamin, havde sin faste gang på redaktionen i Århus.

I september 1997 blev M! endelig lanceret med topmodellen Heidi Albertsen på forsiden trods skepsis fra flere konkurrenter. Succesen overraskede da også alle: Første nummer blev udsolgt, og Forlaget Benjamin havde lavet de senere års mest succesrige magasinlancering og indført helt nye begreber i det danske sprog som drengerøv og babe.

Det gav blod på tanden, og i april 1999 var det tuning &  stylingmagasinet Vmax' tur til at gå i trykken. Vmax fik også en flyvende start og har den dag i dag stadig en meget trofast og entusiastisk læserskare, hvilket blandt andet viser sig hvert år på DHB - Danmarks Hurtigste Bil, hvor op imod 15.000 dedikerede læsere møder op på en nedlagt flyvestation uden for Vandel for at dyste mod hinanden.

Næste lancering blev Woman i maj 2000. Om muligt blev Woman en endnu større succes end forlagets første livsstilslancering, M!, og første nummer solgte fantastiske 93.000 eksemplarer, hvilket ikke er overgået siden. Woman har siden lanceringen været Danmarks største månedsmagasin til kvinder, selvom der siden er kommet en del konkurrenter på banen.

Men bilerne var ikke glemt, og sideløbende med diverse nye magasinprojekter blev Bil Revyen, Årets Biler, Brugt-Revyen samt en række bøger om forskellige bilmærker lanceret.

Bolig Magasinet kom til i februar 2001. For første gang opkøbte vi et eksisterende magasin, og samtidig markerede det vores første forsøg på at ramme en mere voksen målgruppe. Bolig Magasinet har lige nu stor succes med sit unikke miks af brugbar inspiration i øjenhøjde med læserne.

I maj 2002 lancerede Benjamin Costume, et eksklusivt, internationalt orienteret modemagasin. Det er en stor succes hos både annoncørerne, modebranchen og ikke mindst læserne. Costume har trods massiv konkurrence fra andre magasiner bevaret sin klare førerposition i kategorien.

2007 var året, hvor Benjamin for alvor tog skridtet ind i den digitale tidsalder. Forlaget Benjamin blev til Benjamin Media, og en strøm af interaktive satsninger og partnerskaber, der støttede op om vore magasinbrands, fulgte efter. Benjamin Media lever derfor stadig op til husets vision om altid at være hurtige og klar til at møde brugerne, hvor de er.

I 2009 så mmm-mag dagens lys. Et digitalt magasin med direkte involvering fra brugerne. Fra dag et var M!s læsere solgt. Måske fordi indholdet levede op til det, de kendte fra det trykte M! - eller måske takket være det interaktive sten-saks-papir spil, hvor en M! babe tog mere og mere tøj af, hver gang du vandt over hende.

Senere i 2009 fulgte Costume med over på den digitale magasinplatform med Fashionista by Costume. Fashionista har fokus på shopping og viser i hver udgivelse alle de bedste shoppingtips lige nu - og som en ekstra feature - til stor glæde for magasinets læsere - er der direkte adgang via magasinet til at købe alle produkter, der bliver vist.

2009 var også året, hvor Benjamin Media lancerede StyleGallery.dk, et interaktivt modeunivers, hvor brugerne kan dele deres looks med andre, blive inspireret af andre modeinteresserede og se, hvor de selv kan shoppe de forskellige stilarter. StyleGallery.dk er siden introduktionen vokset til nu at være Danmarks største modesite.

2010 var året hvor internationaliseringen af Stylegallery.com rullede ud i Norge og Sverige, men 2010 har også budt på en ny magasinlancering. Skønhed by Costume ser dagens lys i oktober.